Nyt tilbud skal give unge hurtigere hjælp mod angst og depression

Region Østdanmark har åbnet et nyt behandlingstilbud, der skal gøre det nemmere og hurtigere for unge at få hjælp. Unge, der henvises af egen læge, får ret til behandling inden for 30 dage.
Tilbuddet giver mulighed for både digitale forløb og individuel behandling, enten online eller med fysisk fremmøde. Behandlingen skal varetages af en regional behandlingsklinik, private psykologer med aftale med regionen samt Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark.
”Når en ung kæmper med angst eller depression, skal man ikke først bruge kræfter på at finde ud af, hvor og hvornår man får hjælp. Nu får de unge en klar ret til hurtig behandling, og vi har samtidig fået flere måder at tilrettelægge behandlingen på. Det ændrer grundlæggende den måde, vi møder de unge på,” siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Østdanmark.
Samtidig overtager regionen omkring 2.160 unge, som allerede ventede på behandling, da den nye ordning trådte i kraft 1. oktober. De bliver overført til det nye tilbud og får samme rettigheder som nye henviste.
Regionen forventer dog ikke at kunne opfylde 30-dagesrettigheden for alle fra begyndelsen. Der skal først opbygges kapacitet og arbejdes med den eksisterende venteliste.
”Vi starter ikke med et blankt stykke papir. Vi overtager mere end to tusinde unge, som venter på at komme i gang med den hjælp, de har brug for. Det er en stor opgave både at hjælpe dem, der allerede venter, og samtidig tage imod nye henviste unge. Derfor har vi fra starten haft fokus på at bygge kapaciteten op, så vi kan få de unge hurtigst muligt videre,” siger Lars Gaardhøj.
Den regionale behandlingsklinik har 15 psykologer pr. 1. oktober og skal øges til 27 pr. 1. november. Regionen har desuden indgået omkring 80 aftaler med selvstændige psykologklinikker.
Faktaboks
- Tilbuddet gælder unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression.
- Fra 1. oktober har nye henviste ret til behandling inden for 30 dage.
- Omkring 2.160 unge fra den tidligere ordning overføres til det nye tilbud.
- Behandlingen kan foregå digitalt, online eller ved fysisk fremmøde.
- Regionen har aftaler med omkring 80 private psykologklinikker.
- Den regionale klinik har 15 psykologer og øges til 27 pr. 1. november.
- Den samlede kapacitet er op imod 7.000 behandlingsforløb om året.






Accepter kun nødvendige cookies